Ølgod Sogn

Nr. Vium Sogn

Hover Sogn,, Hind H, Ringkøbing

Nr. Vium Sogn ??

Foersum, Egvad Sogn

Brosbøl, Egvad Sogn

Foersum, Egvad Sogn

Nr. Bork Vesterby, Nr. Bork Sogn

I mange år er Brosbølgaard udover at være fæstegaard/landbrug også kro. Efter 2. verdenskrig var Brosbølgaard - i perioden 1946 til ca. 1975 fængselsafdeling under Sdr. Omme Fængsel.

Der har i mange år verseret et rygte i familien om, at vi skulle være i familie med Carit Etlar – sikkert udsprunget af navnesammenfaldet Brosbøl/Brosbøll, som også er Carit Etlars fødenavn. 

Carit Etlar har forbindelse til Brosbølgaard, men hvor forbindelsen for vores families vedkommende drejer sig om det 19. og 20 århundrede, var det tilbage i det 18. århundrede, at Carit Etlars farfar Johannes blev født og voksede op på Brosbølgård. Så forbindelsen mellem Carit Etlar og vores familie beror på fælles oprindelsessted, men i forskellig tid og ikke på slægtsskab.

Ca. 3 km 1ængere sydpaa ligger den gamle, kendte Landevejskro ,,Brosbøl”, der dog ikke mere er Kro, idet den tillige med Lyne, Born­huset i Skjern og Rabjerg i Dejbjerg tillige­med flere, mistede deres Bevillinger for en Aarrække siden.. Brosbøl Kro er af en tidli­gere Ejer, ,,Søren Brosbøl”, opført paa sin nu­werende Plads, da Landevejen i 50erne i for­rige Aarhundrede blev anlagt. Tidligere, da Landevejen gik med sine mærkelige ,,Slange­bugtninger” — som endnu kan ses mange Ste­der fra Ribe til Holstebro, laa Brosbel Kro lidt nede mod Øst, hvor Pladsen endnu ses ved Engsiden. Ca. 1 km Syd for Brosbøl er den ret dybe og skumle ,,Norendal” en dyb Sænk­ning, omgivet paa tre Sider af stejle Hedeban­ker og mod øst af en dengang betydelig Ege­skov, hvorfra efter sigende Egetømmeret i Lønborg Kirke er taget. I denne Dal og i Brosbøl Kro skal i ældre Tider være udspillet for­skellige Dramaer, hvoraf jeg skal fortæl1e et Par. I min Drengetid —- i Midten af 5Oerne —fortælles, at for Ca. 100 Aar siden, var en Kræmmer bleven myrdet og udplyndret i ,,No­rendal”, og hans Hest kom med tom Sadel til

Brosbøl Kro, hvor den var vant til at være indstaldet. For et Par Aar siden fandt et Par Grusgravere i Bakkeskrænten ved ,,Norendal” et Skelet af en voksen Mand. Der blev straks gisnet paa, at det vist var den myrdede Kræm­mer, der var funden, hvad det maaske ogsaa var. En anden Historie fra samme Tid lød saa­ ledes: En Aften var der rnødtes tre Mænd i Brosbø1 Kro, der alle vilde overnatte der, en Hestehandler og to Kræmmere. De fordrev Tiden med at spille Kort. Under Spillet kom saa en fjerde Mand ind, en stor, svær Mand med kulsort Haar og Fu1dskæg. Da han havde set paa Spillet en Tid, spurgte han, om han rnaat­te spille med, hvad de ogsaa gik ind paa. Men hvordan de end gav Kort, delte dem ud eller spillede, den fremmede vandt stadig.

Saa hen paa Natten -— de havde begyndt at tale om at holde op og gaa i Seng — tabte en af Krærnmerne et Kort paa Gulvet, han tog saa Lyset fra Bordet for at finde Kortet, men til sin store Forskrække1se saa han, at der mel­lern den frernmedes Ben sad en vældig stor sort Puddelhund med et Par gnistrende Øjne. I Befippelsen tabte Kræmmeren Lyset, der sluktes, og da de fik det fundet og tændt igen, var baade den fremmede og Hunden forsvun­den med mange af deres Penge. Ja, den Slags Historier fortælles der jo mange af i de Tider. Endnu skal tilføjes, at i Slutningen at 60erne i forrige Aarhundrede købte en teglværkskyn­dig Mand - han kaldtes altid: ,,Jens Peder ve æ Tejllaae” - et større Stykke af Brosbøl Ve­sterhede, der tildels havde Lerunderlag. Her tog Jens Peder og hans dygtige Hustru: ,,Abeion ve æ Tejlaae”, trøstigt fat med fire tomme Hænder: gravede Ler, strøg Teglsten og byggede Ovn og Lader sarntidig med, at de dyrkede Jorden op og fik i Tidens Løb en god Gaard og det bedste Teglværk paa Egnen, ind­til Foersum Teglværk i Tidens Løb blev en for haard Konkurrent under Albert Christensens dygtige Ledelse,

Samtidig med, at ,,Jens Peder og Abelon” drev baade Teglværket og Gaarden saa godt frem, opdrog de tillige en stor Flok dygtige Pigebørn, der alle blev gift i de omliggende Sogne, og hver at dem fik en smuk Skilling med hjemrnefra. Den yngste blev ogsaa gift, og fik Ejendommen derhjemme; men nu var det som sagt forbi med Teglværket, og det hele gik saa over paa fremmede Hænder, og saavel Bedriften som Bygningerne forfaldt.